Facebookgruppe

Facebookgruppen: Tal Med og Ikke Til Dine Kunder

– Sådan skaber du ambassadører der sværger til dit brand –

Facebookgrupper, blogpost 2 ud af 3:

 

Dette indlæg er det andet i en serie af tre om hvordan du bruger Facebook-grupper i din marketing. Læs med i dette andet afsnit, der går endnu dybere ned i hvordan du skal være tilstede i grupper, så du får ambassadører der laver gratis reklame for dit brand.

Allerede i første blogpost var vi inde på hvorfor Facebookgrupper er så vigtige at orientere sig mod. For at opsummere de vigtigste punkter om grupper fra del 1: Facebookgrupper bliver prioriteret i Facebooks newsfeed. De kan potentielt indeholde nogle af de mest præcise målgrupper du kan få fat i, og man kan endda opsætte sin pixel i dem. Men hvilket mindset skal du så som virksomhed have, når du vil bruge Facebook-grupper i din markedsføring?

Som tidligere nævnt er grupper ekstremt gode til at udnytte at Facebook er et socialt medie. Muligheden for at debattere, sige sin mening og dele indhold om sine største interesser med ligesindede giver medlemmerne en følelse af empowerment. Det giver dem også en følelse af at være en del af et fællesskab/community. Som virksomhed vil man have store chancer for god respons på godt, relevant indhold.

1) Empowerment: “Det er mig der bestemmer her”

En af de følelser Facebook er rigtig god til at give os, er empowerment – altså følelsen af myndighed og selvbestemmelse. Alle kan sige deres holdning nemt og hurtigt, og alle kan (stort set) komme i direkte kontakt med alle. Facebook-grupperne gør det kun endnu nemmere at kommunikere frit. Modsat på din virksomheds Facebookside, kan alle skrive indlæg og kommentarer. I en Facebook-gruppe er det brugerne selv der deler indhold og lægger op til debat. Ikke en virksomhed, en chef eller en ægtefælle, der i (større eller mindre grad) gerne vil have noget ud af folk. Folk føler derfor i højere grad at de selv er i kontrol over deres egne ytringer og deres egen adfærd.

I praksis:

Når du som virksomhed bevæger dig ind i en Facebookgruppe, skal du først og fremmest følge tre tommelfingerregler: 1) sørg for ikke at tale ned til gruppens medlemmer (det er nok en selvfølge for de fleste). 2) Undgå envejskommunikation – grupper er sociale fællesskaber. 3) Undgå rene salgsopslag – giv noget til folk.

Brug din tid i Facebook-grupperne på at give medlemmerne så meget værdi (og følelse af kontrol) som muligt. Husk at give dine kunder kontrol og myndighed – empowerment – og lad dem selv tage stilling til om dit produkt er interessant nok. Hvis du har et godt produkt og hvis de falder i målgruppen, kan du konvertere dem til stærke ambassadører for dit brand. Udover at tænke på at give dine kunder værdi, og dermed empowerment, skal du gøre dig nogle tanker om gruppernes karakter af at være sociale communities.



2) Community: “Ask not what your country can do for you…”

 

Når en virksomhed laver et Facebook-opslag, kan brugerne godt kommentere på det. Men det skaber ikke det samme sociale samvær, som de kan opnå i Facebook-grupper. I grupperne skabes et socialt samvær omkring en fælles interesse, og brugerne får muligheden for at føle sig empowered og som en del af noget større. I stedet for at blive talt til, kan brugerne spejle sig eller sætte sig i modsætning til de andre brugere i gruppen. Man skaber aktivt en fælles identitet rundt om et emne, i stedet for bare at være reduceret til endnu en kunde. Derfor skal du som virksomhed deltage i debatten fremfor bare at vise flaget en gang i mellem når du vil sælge nogle produkter.

I praksis:

Husk at grupper er fællesskaber, så undgå at tænke “mig, mig, mig”, f.eks. ved at lave opslag om din virksomhed hele tiden. Investér i stedet tid i at hjælpe med din ekspertviden når folk spørger om noget. Kommunikér til medlemmerne som det de er – mennesker med samme passion som dig – i stedet for at se dem som kunder som du kan pushe dit produkt til. Men nu tænker du sikkert: “kan det virkelig være alt det besvær værd. Hvad får jeg ud af det?”. Det spørgsmål vil vi besvare i næste afsnit.

3) Godt indhold: “What’s in it for me?!”

Som vi har været inde på, kommunikerer man mere i øjenhøjde i en Facebook-gruppe end på en Facebook-side. Af samme grund er det også nemmere at komme i gensidig kontakt med dine potentielle kunder (også kaldet reciprocitet). Når du giver gruppens medlemmer værdifulde oplysninger og andre ting af værdi, er chancen for at de giver noget tilbage meget større. Enten ved at de bliver ambassadører for dit brand, giver dig positiv omtale eller “blot” køber dit produkt.

Feedback

En anden ting du kan få er feedback. Hvis du er iværksætter, ved du måske hvor vigtigt det er at justere sit produkt ud fra hvad målgruppen efterspørger. Hvis du har en startup-virksomhed der er meget tidligt i processen, kan du finde en gruppe fyldt med nørder inden for det relevante emne. I denne gruppe kan du så præsentere din prototype og få meget værdifuld feedback.

Medlemmernes feedback kan give dig en utroligt værdifuld indikation af, hvad du skal fokusere på i din produktudvikling og i din marketing. Husk dog at du skal kommunikere på en måde hvor modtageren føler at du giver dem noget. F.eks. en følelse af ”co-creation” – at de lidt er med til at forme din succes, eller at de er nogle af de første til at følge din rejse. Du skal undgå at bede folk om at købe dit produkt.

 

Vær social med dine kunder

Så…. For at opsummere: Tænk mere på Facebookgruppen som et frikvarter, brugerne har for alle de reklamer de bliver bombarderet med. Brug gruppen til vidensdeling, og undgå at presse dine produkter ned over hovedet på gruppens medlemmer. Deltag i debatten, og hold dig selv i øjenhøjde med medlemmerne. I har en fælles interesse om gruppens emne, så nørd endelig løs med dem. Hvis dit produkt og dit brand er stærkt nok, og gruppens omdrejningspunkt er relevant for dit produkt, vil dine største brandambassadører allerede være i gruppen, sammen med andre folk som elsker dit produkt.

Hvis du gør en indsats for at tænke som din kunde, og at være social med potentielle kunder i Facebookgrupper, kan du få rigtig meget værdi ud af en Facebook-gruppe. Vi håber du fik noget ud af dette blogindlæg, og at du vil følge med i tredje og sidste afsnit af denne serie. Her giver vi dig syv tricks til oprettelsen af din gruppe.