god sag

Viralt for 0 kr. i budget – i en god sags tjeneste

I midten af juni 2018 gik vi viralt i en god sags tjeneste. I bedste fald har vi været med til at redde liv, hvilket alligevel er en sjældenhed i vores branche.

Først og fremmest vil jeg sige at jeg ikke kan fordrage det begreb – ”viralt”, for man skal hellere gå efter handlinger som kliks, køb, eller at folk donerer til et godt formål. Det kræver voldsomt meget arbejde og planlægning at gå viralt, og for hver gang en kampagne faktisk går viralt, devaluerer det den næste kampagne, der har brug for at gå viralt. Men det er et ord og en målsætning som mange går op i, og derfor vil jeg nu fortælle hvordan vi gik viralt på et budget af intet mindre end… nul kroner!

”Vi har ingen penge…”

Vi havde tidligere arbejdet i en god sags tjeneste. Det var sammen med et reklamebureau, og I samarbejde med dem havde vi skabt rigtig gode resultater. Derfor var vi fulde af optimisme, da vores kollega fra dette selvsamme bureau fortalte os om vi ville være med til at samarbejde på en ny kampagne. Vi arrangerede et møde. Dagen kom. Kaffen blev sat over. Der var frugt på bordet og solen skinnede. Vores kollega begyndte at snakke om den nye case, og det lød virkelig lovende. Han sagde:

”1. Vi skal have folk til at tage stilling til organdonation.”

“2. Vi har fået hjælp til at lave en virkelig fed video, der kan bruges på Facebook.”

“3. Vi har en side med 7.000 likes.”

“4. Vi har nogle skidegode historier at fortælle.”

“5. Vi skal nå ud til størstedelen af danskerne.”

Men så kom mavepusteren:

”6. Vi har ingen penge”

Godt nok er vi ikke blege for at blære os over vores ekspertise i at lave annoncer (at vi er meget blege er en anden, men sand historie), men at opnå stor rækkevidde uden penge er mildest talt en udfordring!

”Jamen hvordan skal vi så lave annoncer?”, spurgte vi.

”Ja, det håbede jeg du kunne svare mig på”, svarede vores kollega.

Angry GIF - Find & Share on GIPHY

”Jeg har en plan!”

Der var kun én ting der kunne få kampagnen til at blive til noget… Vi var nødt til at gå viralt. Da jeg selv foreslog dette til min kollega, kastede jeg en lille smule op i min mund, for som sagt kan jeg ikke fordrage tendensen til at alt skal gå viralt. MEN i dette tilfælde skulle vi ”gå viralt” i en god sags tjeneste, og hjælpe med at skabe opmærksomhed omkring organdonation. Derfor var vi ikke et sekund i tvivl om at vi gerne ville give det et skud, selvom det ville blive svært. Vi havde én chance, ét post, nul kroner i budget og mors spaghetti.

Vi hjalp vores kollega med at finjustere en tekst til Facebook, så der ikke var ét tegn for meget eller for lidt. Vi hjalp ham med at få klippet videoen, så den stod snorlige. Vi analyserede de kampagner, vi tidligere var gået viralt med helt ned i materien, og vi fik lagt en solid strategi. Til sidst planlagde vi det perfekte tidspunkt at poste videoen på. Alt var timet og tilrettelagt.

Endelig kom dagen, og det skulle vise sig at vores grundige forarbejde virkelig ville komme os til gode! Vi postede videoen på Facebook, og dens respons videoen fik var over al forventning! Kun to timer efter vi var gået i luften, begyndte folk at reagere og dele på livet løs. Det væltede ind med likes og hjerter i løbet af hele dagen, aftenen og natten, indtil det stilnede ud klokken 12 den følgende dag.

Resultaterne ruller ind

Vi endte med at nå ud til mere end 500.000 personer med vores post. Dette er ikke unormalt på platforme som LinkedIN, hvor organiske opslag stadig performer godt, men vi opnåede det fra en Facebookside med 7.000 likes og i konkurrence med tusindvis af andre sexede posts. Det er lidt som at overdøve Roskilde Festival med en undergrundskoncert, hvor familie og venner er dukket op, men resten aldrig har hørt om bandet før. Det er meget sjældent at et organisk opslag når så langt ud, og holder godt igennem natten.

Videoen har dags dato har opnået følgende resultater:

  1. Rækkevidde: 504.000 personer
  2. Visninger: 284.000
  3. Reaktioner på videoen: 6.700
  4. Delinger af videoen: 3.620

Så ja, det kan lade sig gøre at gå viralt, og det kan lade sig gøre uden en krone på lommen. Men hvad der er endnu vigtigere: kommentarfeltet under videoen vidnede om at kampagnen virkede. Folk skrev, at de nu – pga. videoen – havde taget beslutning og tilmeldt sig som organdonorer. Udover de flotte tal, er vi meget stolte over at vi måske har været med til at redde nogle liv, ved at hjælpe til at sprede budskabet om organdonation!